Den blå time
Af de mange tusind kilometer, der udgør Danmarks langstrakte kystlinje, er strækningen, som jeg kender allerbedst, nogle få kilometer af Storebæltskysten ved Nyborg. I sig selv er kysten ikke noget særligt i en dansk kontekst. Den vil aldrig have en chance for at blive optaget i Den Danske Naturkanon. Og tilmed bærer den meget præg af menneskets tilstedeværelse i landskabet. Lader man blikket søge imod horisonten springer Storebæltsbroen i øjnene. Slår man blikket ned får man øje på de talrige badebroer, der gør passagen af sten og blæretang i strandkanten mere komfortabel i bare tæer. Og de mange mere eller mindre vellykkede forsøg på sikring af en kyst der, selvom den ligger i læ for vestenvinden, ustoppeligt trækker sig tilbage i små ryk. Jeg følger forandringerne, som kysten undergår. Og det gør jeg på alle tider af døgnet. Men oftest i den blå time, hvor solen er så langt under horisonten, så de blå bølgelængder dominerer farvespektret. Her er lyset noget særligt. Men det er også sparsomt. Det tager sin tid at fange det med kameraets sensor. Øjeblikket forsvinder. Bølgerne udviskes. Sensoren ser kun havet, himlen og alt det der midlertidigt modstår naturens kræfter.
