Tæt på
Selvom jeg for længst har været de fleste steder i landskabet omkring mit hjem, er det stadig et landskab, som jeg aldrig bliver færdig med at opdage. Jeg når aldrig et punkt, hvor jeg kan sige: ”Nu har jeg set det”. For landskabet ændrer hele tiden karakter i takt med døgnets rytme, vejret og årstidernes skiften. Og tilmed er det ikke så statisk som man med et flygtigt blik kan forledes til at tro. Det er under konstant forandring – ligesom min oplevelse af det. Oftest subtil. Nogle gange brutal. Landskabet er ret beset hverken særligt spektakulært eller ekstraordinært. Heller ikke udtalt smukt – eller grimt for den sags skyld. Egentlig er der vel ikke så meget, der egner sig til denne form for sondring ved nærmere bekendtskab. Tværtimod kan den være et udtryk for distancering. Jeg vil tæt på.
