Island
Engang led jeg af udlængsel – en længsel efter at opleve ekstraordinære og spektakulære landskaber: Tierra del Fuego, Atacama, Namibia, Grand Canyon, Ayers Rock og Himalaya. Sådan har jeg det ikke mere. Min længsel har i hvert fald fået en anden karakter. Men hvad er det så, der får mig til igen og igen at rejse til Island, for det er da i sandhed et landskab, som er både ekstraordinært og spektakulært? Jeg er ikke sikker. Jeg tror, at jeg med tiden er blevet mere optaget af, hvad det er jeg overser. Hvad der gemmer sig bagved. Hvad der gemmer sig bagved gejserne, vandfaldene, gletsjerne, vulkanerne - alt det som danner forgrund for de billeder som turister med udlængsel forsøger at reproducere i en grad, så landskabet reduceres til en kliche. For landskabet er mere tredimensionelt og flertydigt end turistens distancerede blik afslører. For mit vedkommende har jeg aldrig oplevet et sted, hvor kontrasterne mellem natur og kultur er mere slående. I det danske landskab kan denne skelnen være svær og til tider meningsløs. Så hvad kan jeg se, hvis jeg tillader forgrunden at blive uskarp? Og hvad kan jeg høre, hvis jeg ikke lader mig distrahere af spektaklet? Og er jeg i det hele taget i stand til at være andet end en turist, når det kommer til stykket?
